OL - når presset er allerstørst

Det netop overståede OL blev med 15 medaljer det mest succesrige for Danmark siden 1948. Glæden var stor, og flere atleter formåede at overraske og tage medaljer, man ikke forventede. Samtidig blev det diskuteret blandt medier og i de danske hjem hvorfor nogle af forhåndsfavoritterne ikke levede op til forventningerne. Vi var begge med i Rio for at hjælpe en række af de danske atleter. Efter vi er kommet hjem er vi blevet mødt med spørgsmålet ”hvad er det egentlig for et pres, atleterne oplever under OL?”

 

Det har fået os til at skrive dette indlæg i debatten.

 

Vi vil ikke kommentere eller vurdere enkelte atleters præstation, men vi vil gerne dele vores generelle syn på hvad OL er for en størrelse, for at give nogle nuancer og en øget forståelse hos jer, der følger det hele på sidelinjen.

 

OL er det største, man kan vinde som atlet. Alle forsøger at time og optimere deres træning hen mod OL. Konkurrenterne står skarpe og veltrænede. Hvis du vinder OL, så har du præsteret noget særligt. Samtidig er opmærksomheden fra omverdenen på et helt andet niveau, end mange atleter kender det fra et EM eller et VM. Medieopmærksomheden er større, kommentarerne på facebook er mange, og der er en oplevelse af, at en stor del af den danske befolkning følger en. Gør du det godt til et OL, kan det ydermere åbne nogle muligheder i form sponsorater, som ikke var mulige før. Endelig er der alt det hårde slid og fravalgene, som i langt højere grad kan legitimeres, hvis man præsterer noget godt til OL. Ergo - at præstere godt og måske endda vinde en medalje står øverst på de fleste atleters ønskeliste, og er ekstremt værdifuldt.

 

Udfordringen med dette er, at når vi som mennesker synes, noget er meget værdifuldt, så medfølger der også et pres og en bekymring. Et pres for at lykkes og en bekymring over, om man kan leve op til sine mål og ambitioner. Om det hele vil lykkes på netop den dag og det tidspunkt, hvor konkurrencen foregår. Ambition og pres hænger uadskilleligt sammen. De er som to sider af sammen sag, to sider af en mønt. Og hvis du vil have den ene side af mønten (målet og glæden), så må du også sige ja til den anden (tvivlen og bekymringen). Vi bliver af og til mødt af atleter, der beder os hjælpe dem af med følelsen af pres, når de skal præstere. Vores svar er desværre altid, at det kan vi ikke. Vi kan hjælpe dem til at tackle presset, men vi kan ikke hjælpe dem af med det.

 

Tænker du, at det ikke kan passe? Så spørg dig selv, hvad du virkelig synes er værdifuldt. Det kan være dit job, din partner eller dine børn. Vær nysgerrig på hvad det er, der giver værdi. Men vær også nysgerrig på ”den anden side af mønten”. De fleste nybagte forældre kender glædesfølelsen, men også bekymringen for, om man nu bliver en god forælder. Mange, der har inviteret en potentiel kæreste ud, kan huske blandingen af forventningens glæde og angsten for, om han eller hun ville sige nej. Eller måske kan du huske et jobinterview med en god blanding af lyst, nervøsitet og tvivl?

 

Fra naturens side er vi indrettet til at scanne omverdenen for farer og forudse potentielle trusler. Vi er indrettet til at beskytte det, der er vigtigt og værdifuldt for os. Det gælder også under OL. Her er det atletens identitet og selvforståelse, der er på spil.

Derfor er vejen til at løse denne udfordring ikke at eliminere eller fjerne presset. Vores erfaringer siger, at det er en umulig opgave. I stedet handler det om at acceptere og omfavne presset og acceptere at følelser som nervøsitet, stress eller angst kan dukke op i tiden op til eller under en vigtig præstation.

 

Problemet er ikke, at der dukker uvelkomne følelser op. Det er vores natur. Problemet er derimod det, vi kommer til at gøre, hvis vi lader følelserne bestemme. Eksempler på følelsesstyret handling er at blive passiv og afventende og ikke turde angribe. At tage svære elementer ud af sin præstation, for ikke at lave fejl. Eller i den modsatte grøft, at blive aggressiv og lægge for hårdt ud og gå død. At spille risikobetonet og prøve at slå ”vindere” ved hvert slag.

 

Nøglen til at tackle pres er 1) at registrere presset og de tanker og følelser der følger med; 2) at acceptere og omfavne presset, og 3) at rette fokus tilbage på opgaven og på din gameplan. Det kræver en klart formuleret gameplan, og at du kender dig selv godt nok til at opdage, hvornår du bliver trukket væk fra den.

 

Vi bliver selvfølgelig ofte spurgt: ”Jamen, kan man ikke bare skrue ned for forventningerne?” Det er en tillokkende tanke. Men prøv selv at skrue ned for lysten til at gøre det godt som nybagt forælder. Vores bud er, at det ikke er så nemt endda. Vi bliver også mødt med spørgsmålet: ”Kan atleten ikke bare tænke positivt, tænke at der er alt at vinde og intet at tabe?” Problemet med den tilgang er, at det vil være at prøve at bilde hjernen noget ind, som den udmærket godt ved, ikke er sandt. Hvis der er store forventninger til dig til et OL, så er det fordi, du tidligere har gjort det godt. Og så er der et pres.

 

Normalt siges det, at det er en fordel at have prøvet at være med til et OL før, fordi man så kender alle de distraktioner der kan være, og har oplevet medietrykket. Dette OL viser, at der er mere til den fortælling. Hvis du er med til OL nummer 2, 3 eller 4 vil der ofte være øgede forventninger og et øget pres. OL-debutanter kan derimod nogle gange møde op uden forventninger. Men det sker kun en gang. Gør atleten det godt der, så er der forventningspres til næste OL. Derfor handler det om at blive god til at præstere under pres ved at acceptere det og ved at være skarp på sin gameplan og i kontakt med til sine værdier.

 

Alt dette er selvfølgelig nemmere sagt end gjort på den allerstørste scene, hvor ønsket om succes (og derfor også smerten ved nederlag) er størst. Derfor vil vi også til ethvert OL opleve, at enkelte atleter præsterer under det niveau, omverdenen forventer. Der findes ingen quick fix løsninger. Heldigvis arbejder mange atleter hver dag målrettet på at få de mentale marginaler på deres side.

 

Du kan læse om, hvordan du selv kan arbejde med at udvikle mental styrke – i ”Præstér under pres”.