Præstationsarenaen vs. genopladningsarenaen

Er til VM i bordtennis med det danske herrelandshold i Halmstad.

 

I dag brugte jeg formiddagen til en løbetur i den svenske Hallandsås og drejede på et tidspunkt tilfældigt ind i en skov…..

 

Pludselig løber jeg fuldstændig alene blandt brune blade og træer, der er ved at springe ud, så langt mine øjne rækker. Mine sanser åbner sig, og jeg hører fuglekvider. Fuglekvider, der har været der hele tiden, men som jeg ikke var opmærksom på før dette øjeblik. Jeg fortsætter mit løb ind i skoven. Øjeblikket efter hører jeg brusen fra en lille å, inden jeg endnu kan se den med mine øjne. Da jeg kommer til åen, stopper jeg op. Kaster anker og tager nogle dybe vejrtrækninger, mens jeg dufter foråret. Fordøjer og reflekterer.

 

Om et par timer er jeg tilbage i hallen, hvor holdet med Jonathan Groth, den tilbagevendte Michael Maze og det unge talent Anders Lind skal ud i en knald eller fald kamp på deres vej tilbage mod verdenstoppen. Kontrasten mellem præstationsarenaen i Halmstad bordtennisarena og genopladningsarenaen i skoven forekommer mig stor i dette øjeblik. Ikke desto mindre er den afgørende for refleksion, tid til fordøjelse og for ikke at brænde ud. Alt for ofte negligerer vi dog genopladningstiden og genopladningskvaliteten, og vi vælger i stedet at fylde pausen med streamning-TV eller smartphone.

 

I dag var en påmindelse til mig selv om de fantastiske øjeblikke, der ligger i roen, hvis vi åbner os over for den. Hvad er dine genopladningsstrategier for at undgå at brænde ud, når du brænder?